Der er så mange der er skilt, så det er da vel bare normalt!
Ja det er efterhånden meget almindeligt, at parforhold opløses og to bliver skilt. På trods af at det er almindeligt, så skal vi ikke glemme, at det for de fleste mennesker bliver til en skelsættende oplevelse at blive skilt. Det er skelsættende fordi det under alle omstændigheder bliver en ny måde at skulle orientere sig på, og både børn og voksne skal vænne sig til mange nye ting på forholdsvis kort tid. For nogen er det en vej til at udvikle sig som menneske, netop ved en skilsmisse at komme væk fra noget, der ikke var godt. For andre er det traumatisk og en oplevelse af tab af identitet og følelsen af at finde en vej i livet virker kaotisk.
Men een ting er sikkert: En skilsmisse er et farvel til noget kendt og goddag til en masse ukendt. Hvad enten man er glad for det eller ej, så skal der siges farvel. I et farvel er der altid indbygget en sørgmodighed og tristhed. Der er også indbygget en forventning og en længsel efter noget nyt.
De fleste børn ønsker ikke, at deres forældre skal skilles. Der findes undtagelser – men for de fleste børn er det en overraskelse/et chok den dag forældrene kalder dem sammen og fortæller, at noget imellem dem er slut. Det er et chok på trods af, at de siger “jeg havde set det komme”. Det et chok for børnene, når de for første gang møder noget så endeligt. For mange børn er chokket ligeså stort som ved et dødsfald. Det er ikke altid til at se på børnene, for vi voksne ved at det er en del af livet at dø – men det første møde med det definitive, er voldsomt for børn og unge.
Børn er robuste, og et godt børneliv falder og står ikke på om deres forældre er skilte eller ej. Skilsmissebørn har gode liv ligesom andre børn. Skilsmissebørn skal dog forholde sig til en masse nye ting, og de skal være meget omstillingsparate. De træner meget tidligt i deres liv at tjekke ud, hvordan deres forældre har det. Være opmærksomme på stemninger og følelser. Det er en gave de børn får med ind til senere i livet. Den postive gave er at få en fleksibilitet med ind i sit liv.
Igennem mange års arbejde og samtaler med skilsmissebørn har jeg lært to vigtige ting:
Tal med børnene om alt det nye, der sker i deres liv – og giv dem plads og tid til at “de lige skal vænne sig til det”.
Skilsmissebørn har som regel altid en drivkraft i sig til at “samle”. Så i terapien med skilsmissebørn bruger jeg tid på sammen med barnet at samle familiehistorien og dermed styrke følelsen af at stadig at “høre til”. Vi får talt om de følelser, der er i forbindelse med at ens familie er brudt op. Er det yngre børn så leger vi i stedet for at tale for meget.
Men ved en skilsmisse er det ikke kun barnet eller den unge, der har brug for terapi. Den voksne har både brug for at finde sig selv igen, men har også brug for at konkrete råd til, hvorledes hun/han nu tackler den nye rolle som aleneforælder eller forælder i en delefamilie. Mange forældre oplever pludselig tvivlen og mister følingen med hvad barnet har brug for i den nye situation. Pga af mange samtaler med børn og unge og som gruppeleder igennem 8 år for skilsmissebørn, så har de lært mig rigtig meget om, hvad de har brug for, for at klare en skilsmisse godt. Jeg ser det som min opgave i terapien at “oversætte” dette til de voksne:
Jeg har nemlig stået i lære hos børnene og de unge gennem mange års erfaring som leder for skilsmissegrupper.
Et eksempel på et konkret forløb med et barn, hvor emnet er skilsmisse:
5 sessioner hvor barnet kommer alene
Fokus: “Min famile og historier om den”, “Hvad har jeg brug for” og “Følelser ved bruddet, efter bruddet, savn og skift”
1 session hvor relevante personer om barnet samles sammen med barnet og jeg.
Fokus; “Hvad har barnet brug for”. “Hvad har vi arbejdet med?”. “Forældrene/forælderen og barnet taler om den fælles historie”
2 sessioner hvor barnet kommer alene, og vi samler op.
1 session hvor vi afslutter sammen med barnet, relevante personer om barnet og jeg.
Nb. Da hvert enkelt barn og familie har brug for noget forskelligt, så kommer jeg efter de første sessioner med et udspil til, hvorledes jeg tænker, at resten af forløbet skal foregå.
