En 27 årig kvinde har skrevet til min brevkasse
Hej Sisse
Jeg ved ikke, om du længere har en brevkasse? Men nu prøver jeg. Min tante er døende, og det er meget svært for mig, da vi ikke taler om det i min familie. Der er en total tavshed om, alt hvad der vedrører min tantes sygdom. Jeg er 27 år og bor 45 km væk fra min familie. Jeg har et fint job og gode venner. Det er svært for det gør mig ked af det. Jeg har ikke på den måde været tæt med min tante, men hun er en del af min familie, og jeg kan mærke, at det også går min far på. Mit spørgsmål til dig er: Hvad skal jeg gøre for at få min familie til at sætte ord på, at vi er ved at miste “tante”.
Hilsen den triste niece
Kære triste niece
(Spørgsmålet er forkortet, og afsenderens navn er kendt af Sisse)
Jeg er ked af at høre, at du er ved at miste din tante. Selvom I ikke har været tætte, så læser jeg det som om, at hendes plads i familien udgør en del af en helhed. Det er sådan i familier, at hver brik i det store hele udgør en samlet følelse af sammenhold og tilhørsforhold. Nu oplever du, at din tante ikke længere kan være en del af dit liv, og dermed sker der også noget med dig. Det er en sorg at miste en del af en helhed. Når du skriver, at du har svært ved, at I ikke taler om det i familien, så vil jeg svare dig, at du allerførst skal give dig selv lov til at være berørt af, at du er ved at miste et familiemedlem, der også (forestiller jeg mig) er en del af din historie og måske har været et “vidne” til både din barndom og ungdom. Brug dine venner og dit netværk til at dele dine tanker og følelser. Hvis du kan mærke, at det ikke slår til, bør du søge professionel hjælp.
Du vil gerne have, at din familie begynder at sætte ord på, at I er ved at miste. Jeg tager det som et udtryk for, at du føler dig alene med sorgen. Problemet med det projekt du har er, at vi ikke kan “tvinge” andre til at sætte ord på deres sorg. Når der sker noget svært og vanskeligt, griber vi alle til de strategier vi kender for at kunne tackle det ubærlige. Nogen har den strategi, at man går stille med dørene mens alt det svære står på. Nogle mennesker har aldrig lært et sprog for sorg. Andre sætter først ord på efter et stykke tid. Der er mange flere måder at være i sorgen på. Vi gør det, vi kan magte. Måske er det det, din familie og din far magter lige nu?
Du kunne forsøge at give udtryk for din egen sorg over for dine familiemedlemmer: “Jeg er ked af, at tante skal dø… jeg tænker meget på det, og det fylder for mig”. Her er det meget vigtigt, at du bliver på din egen banehalvdel, og du ikke roder rundt i deres sorg. Hvis du giver nogle af dine egne personlige følelser og tanker om situationen, kan det løsne op, da du viser dig, og den du er i forhold til situationen. Måske bringer det jer tættere på hinanden i en svær tid. Der er ikke noget mere svært end følelsen af at stå alene med en sorg – det får os til at føle os ensomme, og den ensomhedsfølelse kan være meget svær at tackle, og den kan også få os til at mærke følelsen af svigt. Ræk ud til dit netværk og del – du har brug for det!
Kærlig hilsen Sisse
