Mobning nedbryder
Vi har alle på een eller anden måde være påvirket af mobning. Jeg er aldrig selv blevet mobbet, men jeg har stået med på sidelinjen både som søster, klassekammerat og lærer. Det har påvirket mig meget. Mobning er ikke den enkeltes problem, det er hele fællesskabets problem. Det har også været mit problem, fordi jeg som vidne har været en del af et utrygt fællesskab, hvor faren for at blive “udstødt” altid har været tilstede mellem os. Jeg har altid afskyet mobning, selvom jeg selv har været det tavse vidne til mobning og på den måde har tilladt det.
Men da jeg gik i skole, så man på mobning som de enkelte børns problem. I dag ved man pga intensiv forskning, at mobning er et socialt fænomen, som opstår i fællesskaber med lav tolerance. Er det “onde”børn, der mobber? Nej det er et fællesskab, der er kommet på en forkert vej, og “skylden” kan altså ikke tilskrives den enkelte. Det er ALLE der har et ansvar – også selvom der er en eller to, der er mest aktive i at være tydelige på den lave tolerance.
Vi vil alle gerne føle, at vi hører til. Det er vores behov for at knytte og spejle os. Vi vil gerne mærke, at vi hører til på vores arbejdsplads, vores skole, uddannelsessted, familie og i vores parforhold. Nogengange famler man i blinde, og inden man få set sig om, så er man sammen om noget, der er utrygt. Man mærker, at der er fare for at blive udstødt og stå alene, hvis man gør noget andet end fællesskabet dikterer, at man bør. Vi mennesker er meningssøgende og søger altid at være sammen om noget, og nogen gange bliver det så desværre mobning og dårlige mønstre, som vi er sammen om.
Et et godt og mobbefrit fællesskab et fællesskab uden uenighed? Nej!
Der skal være plads til uenigheder, og det er netop også på den måde, vi udvikler os som mennesker. Uden udvikling er vi ikke attraktive for os selv eller for vores medmennesker. Vi bliver netop attraktive ved have mod til at lytte til den anden og ved at vise respekt for den andens perspektiv. Vi bliver attraktive ved at vise omsorgsfuldhed for den anden og også over for os selv. Vi bliver attraktive ved at stå ved os selv.
Vi har brug for at høre til!
Jeg har hele mit liv været optaget af fællesskabets betydning for mig selv og andre. Det ligger mig meget på sinde, at børn får så tryg en barndom som muligt – ikke en barndom uden konflikter og problemer – men en barndom hvor følelsen af at høre til er til stede. Jeg mener: Alle har ret til at høre til i et fællesskab. Vi skal ikke snyde vores børn ved at fratage dem muligheden for at rumme frustrationer, strabadser og prøvelser, da det også er dem, der gør dem stærke og udvikler dem. Men resiliens og modstandskraft opstår også ved at være en del af et fællesskab – modstandskraft opstår i mødet med andre mennesker. Børn der klarer en barndom på trods af store udfordringer (såkaldte mælkebøttebørn), klarer den fordi de på eet eller andet tidspunkt møder et fællesskab, hvor de mærker, at de er “gode nok”, bliver set og hører til.
For mig er børn per definition helt unikke, og det er barndommen også.
Kærlig Hilsen
Sisse 
Læs mere i Nordjyske, hvor I kan læse mere om, hvordan jeg har arbejdet med forebyggelse af mobning:
